Nødebo og Gadevang kirker
image
  • Log på
  • Søg
  • Kontakt
  • Udskriv
  • Sitemap

Nødebo Kirke

Nødebovej 18, 3480 Fredensborg


Hent en brochure om Nødebo Kirke: Klik her

 






Nødebo Kirke er Nordsjællands ældste kirke. De ældste dele med skib og kor kan føres tilbage til romansk tid, d.v.s. 1200-tallet.
Omkring år 1400 fik kirken hvælvinger, og samtidigt opførtes en forlængelse mod vest, der blev bygget med så kraftige mure, at der muligvis har været planlagt et tårn. Man har imidlertid i stedet for tårn bygget en tagrytter i 1739 som afløser for et fritliggende klokketårn.

 



Kirkens prædikestol er et barokarbejde fra 1668 udført af snedker Esben Børresen fra Slangerup. Af indskriften på prædikestolens postament fremgår det, at den er skænket af den ”ærlige og velvise mand Paul Steenbech borgmester i Slangerup”.
Først i 1748 får prædikestolen den nuværende himmel.



På væggen overfor prædikestolen hænger et røgelseskar fra den katolske tid.

 







Nødebo Kirke er berømt for sine velbevarede kalkmalerier. De ældste billeder er i senromansk stil og findes på triumfvæggen. Hvælvene i skibets to fag og i koret er helt udfyldt af malerier fra 1425. Billederne i tårnfaget er også gotiske og udført af den kendte Undløsemester, opkaldt efter de malerier han har udført i Undløse ved Holbæk. Kalkmalerierne fremstiller temaer fra hele bibelhistorien, lige fra syndefaldet og Adam og Eva, der arbejder omgivet af fjorten børn. Lidelseshistorien er skildret fra fremstillingen for Pilatus til gravlæggelsen, og yderligere ses Marias himmelkroning og flere helgeninder. Man finder også apostlene Johannes, Peter og Paulus, hver med to kendetegn. Johannes med en kalk og en lille giftslange, Peter med nøgle og Paulus med sværd og bog.

 



Den trefløjede altertavle anses for et af Danmarks fineste middelalder malerier.
Midtstykket viser Golgathascenen med den korsfæstede Kristus omgivet af Maria, Johannes og Maria Magdalene. Bagved ses en middelalderby – formentlig Jerusalem. Sidefløjene viser et verdsligt ægtepar, som må have bekostet kunstværket.


Nødebo Kirkes døbefont er fra romansk tid. Den er udhugget i et stykke granit i form af et trapezkapitæl, der antyder, at fonten oprindeligt kan have været et søjlestykke.
 


Orglet.



Udsnit af den tidligere altertavle, der viser Jesus og den samaritanske kvinde - er malet 1839 af Jørgen Roed og hænger nu i tårnrummet.



Krucifikset i kirkegårdsdigets vestside er først opstillet i protestantisk tid.

Fattigblokken var tidligere opstillet ved kilden som indsamlingsbøsse, hvori man fik bidrag fra ”medlidende Guds børn, som søger kilden ved Sankt Hansdags tidr”.


Magdalene Kilde – den hellige kilde, hvortil folk i gamle dage valfartede - findes på østsiden af kirken. Nødebo Kirke er utvivlsomt bygget som valfartskirke.

 

Opdateret  22-10-2013 /  af  admin